Den nye organisation fik stor tilslutning, og vigtigheden af sammenhold – især inden for et beskæftigelses- mæssigt set lille fag som gravørernes – tjente blandt andet til at skabe forståelse mestrene imellem. Tidligere havde man næsten udelukkende betragtet hinanden som konkurrenter.Skriftprøve tavle

Et fælles nordisk samarbejde havde længe været drøftet i de respektive landes organisationer, og i 1932 blev samarbejdet en realitet og tog – på initiativ af den danske gravørmester Arvid Nielsen – sin begyndelse med udgivelsen af Nordisk Gravør-Tidende. Senere fulgte den første nordiske gravørmester kongres, som fandt sted i Oslo i 1938. Tanken var at afholde kongres hvert tredie år, men 2. verdenskrig satte et foreløbigt punktum for den del af planen, og næste kongres, afholdt i Stockholm, måtte vente til 1946. For at indhente noget af det forsømte fra krigens år blev også 1947 kongresår, og da var Gravørlauget i Danmark vært. Herefter trådte den oprindelige plan med 3 års intervaller atter i kraft.

Gravørlauget havde imidlertid også øje for resten af Europa, og i juni 1949 indledtes det internationale gravørsamarbejde med 10 danske gravørmestres besøg hos den nystiftede hollandske gravørmesterforening.

Det europæiske samarbejde har udviklet sig meget siden da, og i 1966 tog de danske laugsmedlemmer initiativet til stiftelsen af den europæiske organisation for gravør- og stempelvirksomheder Aegraflex. Den har i dag en medlemskreds bestående af 15 organisationer fra 11 lande og 300 enkeltmedlemmer fra 20 lande.

Intermezzo på royalt plan

Håndarbejde -ja – men i dag ikke uden computere

“Haandværkerforeningen i Kjøbenhavn” arrangerede i 1950 en stor udstilling, hvor også Gravørlauget i Danmark var at finde blandt håndværksfagene. Til udstillingen havde lauget – med daværende oldermand, gravørmester Erling Møller-Nielsen i spidsen – lånt et stort graveret sølvfad og tre sølvdækketallerkener af kongehuset. Kong Frederik IX og Dronning Ingrid beså udstillingen, og Kongen gjorde et længere ophold ved Gravørlaugets stand for at få at vide, hvordan sølvdækketallerkenerne var kommet der.

Oldermanden svarede, som sandt var, at dem havde lauget lånt af Dronning Alexandrine. På det kongelige spørgsmål om, hvorfor de dog ikke havde lånt dem alle tolv, svarede oldermanden, at gravørernes lille laug ikke havde råd til flere og større montrer og også gerne ville vise andet end det royale sølv. Det morede Majestæten sig meget over – og næste dag stod der at læse i aviserne, at Kongen var mest interesseret i gravørerne og Dronningen i bagerne.

Lovene ændres

I 1957 ændredes laugets love således, at også ufaglærte indehavere af gravør-virksomheder samt stempelfabrikanter kunne optages i medlemskredsen. I den forbindelse tilføjedes undertitlen Organisation for gravør- og stempel-virksomhed. En ændring i positiv retning for alle parter.

Også på andre områder er lauget vågent over for nye tanker, ikke mindst når det gælder den teknologiske udvikling. I dag bliver en hel del gravørarbejde udført på moderne CNC maskiner og Gnistbearbejdningsmaskiner, uden at de gamle arbejdsmetoder bliver glemt eller tilsidesat.

40-års jubilæum med banner og kæde

Laugets 40-års jubilæum i 1957 blev bemærkelsværdigt af flere årsager. Dels var flere af laugets stiftere blandt gæsterne, dels afsløredes et meget smukt banner, som var en gave fra medlemmernes damer, og sidst, men ikke mindst, skulle en kæde for første gang pryde oldermanden. Designeren blev fundet blandt laugets egne medlemmer, og valget faldt på gravørmester Benthin Thorup Petersen, der også fremstillede værktøjet til prægning af kædens mange dele. For selve guld- og sølvsmedearbejdet stod Sven Toxværds Sølvsmedie.